Aalborg Karneval

Storbysamarbejde skal kickstarte kulturturismen

12/14/2020

2020 har været præget af nedlukninger og restriktioner som følge af corona, og det har haft store konsekvenser for turismebranchen. 

Derfor har Dansk Storbyturisme, herunder landets fire storbydestinationer Destination Nord, Destination Fyn, VisitAarhus og Wonderful Copenhagen, med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu iværksat en række initiativer, som skal kickstarte den danske storbyturisme.

Initiativerne tæller foruden projekter med fokus på erhvervsturisme og innovation en indsats med kultur og innovation som omdrejningspunkt, hvor kulturinstitutioner i storbydestinationerne har mulighed for at blive en del af et såkaldt KULTUR-TEST-LAB med et tildelt budget. Her skal deltagerne teste konkrete løsninger, som skal sikre kulturoplevelsernes attraktivitet og overlevelse under COVID-19.

- KULTUR-TEST-LAB sætter fokus på storbyernes kulturoplevelser og hjælper kulturinstitutionerne med at agere i en ny virkelighed med ændret gæsteadfærd, nye præferencer og rejsemønstre. Det kan for eksempel være gennem øget digitalisering, nye formater eller udvidelse af eksisterende målgrupper. Målet er, at idéer og erfaringer fra projektet i sidste ende kan komme hele kultur- og turismeerhvervet til gode, fortæller Tonny Skovsted Thorup, som er direktør i Destination Nord.

Der er udvalgt i alt 15 kulturinstitutioner blandt ansøgerne til projektet, og en af dem er Foreningen Aalborg Karneval. Foreningen afholder hvert år i maj Børnekarneval, International parade samt et stort karnevalsoptog med mere end 85.000 udklædte gæster, som arrangørerne i 2020 måtte aflyse på grund af corona. Udsigterne for foråret 2021 ser i øjeblikket også udfordrende ud, og derfor håber projektleder Nicolai Kronborg Rytter, at KULTUR-TEST-LAB kan bidrage til at udvikle nye løsninger for foreningen:

- Vi er hårdt ramt af coronakrisen, og indtil det igen bliver tilladt at mødes mange tusinde mennesker, er vi nødsaget til at gentænke vores arrangementer i 2021. Vi håber og tror på, at vi igen kan afholde karneval i Aalborg som vi har gjort siden 1983, men vi brænder samtidigt for at kunne skabe sikre og trygge oplevelser for vores gæster her og nu, fortæller Nicolai Kronborg Rytter, som er projektleder hos Foreningen Aalborg Karneval, og fortsætter:

- Helt konkret ser jeg et særligt potentiale i at samarbejde på tværs af kulturinstitutioner. Vi har allerede et tæt samarbejde med Aalborg Kongres og Kulturcenter, og det håber jeg, at projektets kultur-lab kan være med til at styrke og udvikle yderligere.

KULTUR-TEST-LAB begynder i januar 2021 og afsluttes i september 2021.